Den nazistiske terror

Den 7. oktober 2026 nedlægges to Snublesten i Aalborg til minde om Hans Evald Carlsen og Povl Christian Stegmann, der begge blev myrdet under den tyske besættelse. Stenene skal fastholde mindet om to mennesker, der i 1944 blev ofre for den nazistiske terror.


De to mænd blev med få ugers mellemrum dræbt af medlemmer af den såkaldte Petergruppe, der under besættelsen udførte terror og repressaliedrab i Danmark på tysk foranledning.

Hans Evald Carlsen blev offer for en fatal forveksling


Hans Evald Carlsen var forretningsfører ved Aalborg Amtstidende. Om aftenen den 20. december 1944 befandt han sig hos avisens redaktør Jacobsen på Kærlundsvej 24, da medlemmer af Petergruppen ankom til adressen.


Det egentlige mål var redaktøren, som var blevet udpeget efter drøftelser med lokale Gestapofolk på Højskolehotellet i Aalborg. Gerningsmændene havde imidlertid ikke fået udleveret et fotografi af ham.


Bevæbnede mænd trængte ind i villaen, hvor redaktøren og Hans Evald Carlsen sad i møde. Der blev affyret flere skud. Redaktøren undslap, mens Carlsen blev ramt og dræbt. Han blev 36 år.

Povl Christian Stegmann skudt foran sit hjem.


Tre uger tidligere, den 30. november 1944, blev arkitekt og forstander for Aalborg Tekniske Skole Povl Christian Stegmann myrdet foran sit hjem på Vesterbro 1 i Aalborg.


Stegmann var blevet udpeget som et af flere mulige mål for Petergruppen. I løbet af dagen blev hans bolig observeret, og om aftenen ventede to af gruppens medlemmer på ham tæt ved indgangen.


Omkring kl. 18.30 kom Stegmann hjem efter et møde på Teknisk Skole i Danmarksgade. Gerningsmændene gik ham i møde, viste deres pistoler og bad ham legitimere sig. Derefter fik han besked på, at han kunne gå videre.
Da Stegmann havde passeret dem og fortsatte mod sin opgang, blev han skudt bagfra og dræbt.

Program onsdag den 7. oktober 2026


Kl. 10.30 – Hans Evald Carlsen
Dr. Christines Vej 2
9000 Aalborg


Kl. 11.30 – Povl Christian Stegmann
Vesterbro 1
9000 Aalborg


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *